Danmarks eneste kasketmager udvider

UDVIKLING. Fra et kælderlokale i Nordvest uden vinduer til en butik i en travl gade på Nørrebro. Danmarks eneste kasketmager har fået vokseværk, og hans seneste projekt indebærer og produktion på Bornholm.

Af Simon Reenberg

sre@minby.dk

BUTIK: Fra sin lille butik i Jægersborggade sælger Silas Wilhelm Gärtner kasketter, der er syet fra bunden.

I lokalet ud til gaden har han placeret en række kasketter i forskellige farver og i forskellige materialer.

I et tilstødende lokale har han ikke mindre end tre symaskiner, som bliver brugt til forskellige dele af kastet-processen.

I november 2017 skiftede han kælderlokalet i Nordvest ud med en rigtig butik i Jægersborggade.

»Det har været et stort skridt at rykke fra en lille butik, der var åben efter aftale, og som kun få kendte til at rykke herned, hvor der kommer folk ind fra gaden. Det er et naturligt skridt, men et stort skridt,« siger Silas Wilhelm Gärtner.

Synligheden har da også hjulpet lidt på salget, som er gået fra et par stykker om måneden til mellem 10 og 15.

Produktion på Bornholm

Silas Wilhelm Gärtner endte ad omveje med at komme i praktik hos den eneste anden kasketmager, han kender til, som har til huse i Tyskland.

Praktikken blev til en åbning af eget værksted i 2013 i Nordvest. Den er nu blevet til en butik, og det næste skridt for kasket-iværksætteren er en lille produktion på Bornholm.

»Jeg kunne godt tænke mig at kunne sy lidt flere kasketter, og være lidt mere effektiv. Det har vi fået mulighed for at gøre nu med et tilskud fra EU, som skal bruges til at lave en produktion på Bornholm,« siger han.

Ufrivilligt navneskift

Overgangen fra kælderbutik til virksomhed med to produktionssteder og en rigtig butik har dog ikke været uden bump på vejen.

Silas Wilhelm Gärtner startede med at kalde sin virksomhed for Sigar, en sammentrækning af hans for- og efternavn, men det måtte han droppe, da der pludselig kom post fra Tyskland.

»Vi meldte navnet som et varemærke i Europa sidste år, men så kom der brev fra en advokat i Hamborg, som sagde, at hans klienter ikke ville have, at jeg brugte navnet,« siger kasketmageren.

Virksomheden bag advokaten producerede forskellige beklædningsdele til mænd. Dog ikke hovedbeklædning. Silas Wilhelm Gärtner sendte dem derfor en forsoningsvideo, hvor han forklarede lidt om Sigar og hans planer for fremtiden.

Det fik det tyske familiefirma til at bløde lidt op, og den en bror mente, at der nok kunne findes en løsning.

Udspillet fra tyskerne blev desværre for Sigar og kasketmageren i Jægersborggade, at han gerne måtte fortsætte med at producere kasketter, men at han ikke måtte producere andet under sit navn.

»Efter en lang forhandling blev det for bøvlet. Hvis jeg en dag fik lyst til at lave et slips eller en halsklud, så ville jeg ikke kunne gøre det,« siger Silas Wilhelm Gärtner.

Det endte derfor med en navneændring fra Sigar til Wilgart.

»Jeg var helt nede i lang tid. Jeg forbandt jo mit firma med det navn, og man skifter ikke bare identitet over natten,« siger han og fortsætter:

»Nu synes jeg, at Wilgart er rigtig godt. Det klinger mere voksent, så det passer godt til udviklingen i virksomheden. Jeg er blevet rigtig glad for det«. Det nye navn er blevet godkendt i EU.

- læs flere artikler > artikel oversigt...