Flere børn i vuggestuerne

BØRN. Børne- og ungdomsforvaltningen vil øge antallet af børn i vuggestuegrupperne fra 12 til 14 børn. Det skyldes, at der mangler pladser. Kommunen har ikke handlet rettidigt, siger børneordfører for Enhedslisten, Knud Holt Nielsen

Af Anja Berth

abe@minby.dk

PLADSMANGEL: Agnes, Sofus og Ismael skal kæmpe om legoklodserne, legekøkkenet og om hjælp til at få flyverdragten på.

Antallet af børn i vuggestuegrupperne stiger angiveligt fra nuværende 12 til 14 børn. Det skal politikerne i børne- og ungdomsudvalget beslutte på sit møde onsdag aften.

Baggrunden for opnormereingen er, at der er kommet flere børn i byen end forudset, og at der derfor ikke er pladser nok i de nuværende vuggestuer.

For at undgå at forældrene ikke kan få passet deres børn, barsler kommunen også med at ophæve den nuværende fire kilometer-grænse, der betyder, at man har krav på en daginstitutionsplads højst fire kilometer fra ens bopæl.

Det er især på Vesterbro, i Valby og på Amager, at børneantallet er steget mere end forventet.

Kvalitet i pasningen

Børneordfører for Enhedslisten Knud Holt Nielsen mener ikke, at løsningen med flere børn i samme rammer er forsvarlig.

»Det nærmer sig ren og skær opbevaring af børn, men hvis man vil have kvalitet i pasningen og et fokus på børns trivsel og udvikling, så er det kritisabelt at mose så mange børn sammen i vuggestuegrupperne,« siger Knud Holt Nielsen, der mener, at det er en fejlinvestering.

»Større børnegrupper kan ramme sårbare og udsatte børn meget hårdt. Det kan på sigt blive en meget dyr optimering af kommunens kvadratmeter, hvor vi risikerer at skulle bruge mange ressourcer på at reparere de ulykker som bliver skabt af det her tiltag,« siger Knud Holt Nielsen.

Helt uhørt

Han har selv tre børn i alderen halvandet og 17 år og har fulgt udviklingen på Vesterbro med flere børnefamilier og senest byggeriet på Carlsberg.

»Det er helt uhørt, at kommunen ikke har handlet rettidigt og bygget flere institutioner. På Carlsberg kommer der flere børnefamilier, det er da klart, at de skal have pasning,« siger Knud Holt Nielsen.

Forvaltningen foreslår endvidere pavillonløsningen eller ophæve fire kilometer grænsen.

»Hvis man skal vælge, så vil jeg hellere at man i en periode skal køre en ekstra kilometer – max. fem – fremfor at der kommer flere børn på stuerne,« siger han.

Vuggestuetiden er vigtig

Ifølge næstformand for det pædagogiske fagforbund i København, LFS, Jan Hoby, er det ikke en god løsning at ophæve den grænse.

»Der kan være langt fra Christianshavn til Ryparken, og det kan være bøvlet at komme gennem byen med alt det vejarbejde, der foregår. Løsningen med pavilloner er bedre, fordi det kan sikre godt pædagogisk arbejde, eller man kan flytte nogle af børnehavebørnene til fritidshjemmet, for dermed at skabe plads til vuggestuebørnene,« siger Jan Hoby.

Han frygter, at flere børn på stue vil ringe kvaliteten.

»Vuggestuetiden er den vigtigste i et menneskes liv, derfor er det bekymrende med flere børn pr. stue for især de ressourcesvage familier. Men alleer heldigvis enige om, at denne her situation ikke er ønskelig og forhåbentlig kun midlertidigt. For selvom kommunen har været rimeligt præcise i demografifremskrivninger, kan den ikke forudse hvad der sker i folks soveværelser,« siger Jan Hoby.

Midlertidig løsning

Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) mener at der kun er tale om en midlertidig løsning:

»Vi øger kun antallet af børn i de institutioner, hvor de fysiske rammer er til det. Samtidigt bliver der tilført ekstra personale, så det ikke går ud over normeringen,« siger Jesper Christensen, der mener, at prognoserne fra Danmarks Statistik har fejlet.

»De har systematisk undervurderet særligt udviklingen i antallet af børn. Det gælder særligt i de nye byudviklingsområder, og derfor er der pladsproblemer. Men kommunen bygger som aldrig før for at imødekomme det stigende behov,« siger Jesper Christensen.

- læs flere artikler > artikel oversigt...