Klassisk musik er en del af fundamentet

MUSIK. Gennem tre uger er 4. klasse fra tre forskellige skoler på Nørrebro og i Nordvest blevet præsenteret for klassisk musik i Grundtvigskirken. Manden bag er en »helt almindelig far«, der håber, at musikken vil sætte sig hos børnene.

Af Simon Reenberg

sre@minby.dk

DANNELSE: Poul Emborg vifter med armene, mens det sortklædte kor synger i det toneleje, som han angiver.

Børnene foran ham kan ikke stå for fristelsen. De vifter med, så godt de kan.

Manden, der vifter med armene, er kordirigent. Og børnene, der vifter med, er 4. klasser fra tre forskellige skoler i Nordvest og på Nørrebro.

Lars Sneedorf Krüger er manden bag dagens klassiske musik-oplevelse i Grundtvigskirken, og dagens arrangement er det tredje og sidste for denne gang.

»Jeg var ude og høre noget klassisk musik, og så tænkte jeg, at den glæde og varme, jeg selv følte, ville jeg gerne give videre til børn i Nordvest og på Nørrebro, hvor min egen søn også går,« siger han.

Læring fra gang til gang

Og det har han gjort ved tre forskellige klassiske koncert-arrangementer i Grundtvigskirken.

Den første handlede om at lytte, og eleverne blev blandt andet præsenteret for Bach. Det andet arrangement handlede om bølger i musikken, hvor Jacob Wincentz fra DTU, som er er ekspert i lydbølger, var gæst. Det tredje og sidste arrangement hed ‘Sangværkstedet’ og her bød dirigent, Poul Emborg og DUVE koret velkommen.

»Bare over de her tre gange har vi kunne se, hvordan eleverne startede med at holde sig for ørerne, til at mange nu synes, det er smukt, og flere er blevet småuddannede og taler om toner,« siger Lars Sneedorff Krüger.

Der er ikke orgel i radioen

En af de lærere, der har deltaget og haft hele fjerde årgang med, er Louisa Brane fra Utterslev Skole i Nordvest.

»Jeg tror, der er mange elever i dag, der ikke hører særlig meget klassisk musik, så her så vi en mulighed for at give dem noget, som de ikke normalt stifter bekendtskab med,« siger hun.

Det bekræfter Jan-Marcus Rosendal, der går i 4.b.

»Det er meget anderledes, end det jeg hører derhjemme. Der er ikke så meget orgel og kor i radioen,« siger han og fortsætter: »Jeg synes faktisk, det var ret godt. Det var ret sejt, hvad de kunne gøre med munden og lave en masse dybe og lyse toner«.

I alt var seks skoler inviteret, og tre af dem valgte at prioritere 45 minutter af skoledagen på at lære lidt om klassisk musik.

Lars Sneedorf Krüger håber, at flere vil bakke op til næste år.

»Det handler ikke om, at de alle sammen skal blive musikere, men jeg håber, at det på en eller anden måde vil lagre sig i dem, så de tager det med og gør til en del af deres menneskelige fundament,« siger han.

Både han og kirken har haft nogle udgifter til arrangementerne, men for skolerne har det været gratis at deltage.

»På Østerbro og på privatskolerne er der penge og initiativ. Men det her er et bevis på, at det også kan lade sig gøre på Nørrebro og i Nordvest. Både kirker og musikere står klar til at gøre en masse,« siger han.

- læs flere artikler > artikel oversigt...