Miljøforkæmper i kamp med Venstre-toppen

VAND. Kritikere, med Søren Pind (V) i spidsen, vil have mere tryk på hanerne i de københavnske hjem. Derfor er de gået ind i valget til Hofors bestyrelse. Men ifølge Hofor har de slappe stråler ikke noget med vandtrykket at gøre.

Af Simon Reenberg

sre@minby.dk

VALGKAMP: I næste uge er der valg til bestyrelsen i forsyningsselskabet Hofor. Et valg, der normalt ikke kaster meget opmærksomhed af sig, men denne gang er det anderledes.

Centerleder for Miljøpunkt Nørrebro, Anders Jørn Jensen, er en af to nuværende forbrugerrepræsentanter i selskabets bestyrelse.

Han har nu fået konkurrence fra Jesper Schou Hansen, der er ansvarshavende redaktør på lokalavisen Havnefronten og tidligere medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Venstre.

Jesper Schou Hansen bliver støttet af uddannelses- og forskningsminister, Søren Pind (V), der er gået ind i valgkampen for at få Schou Hansen valgt.

Sammen har de lavet Facebook-gruppen, Sæt vandtrykket op, der er ikke vandmangel i Danmark.

I gruppen får Søren Pind støtte fra en række andre politikere og offentlige personer. Herunder den socialdemokratiske kollega Henrik Sass Larsen.

Deres grundlæggende argument er, at vandtrykket i de københavnske haner er for lavt, og det er ifølge kandidaten og hans støtter problematisk. Derfor vil de have Hofor til at hæve vandtrykket.

Hofor selv siger, at en slap stråle i bruseren eller i vandhanen ikke skyldes vandtrykket, men derimod gamle rør i ejendommen eller en forkalkning af den lille si, der sidder i spidsen af vandhanen.

Hofor mener desuden, at hvis de hæver vandtrykket, vil det føre til flere sprængte vandrør.

Anders Jørn Jensen har flere gange påpeget argumenterne i Facebook-gruppen og på Søren Pinds twitter-profil.

Det har resulteret i, at venstre-ministeren har blokeret ham både på Facebook og Twitter.

»Det er svært at føre valgkamp mod nogle stærke politikere, der på et øjeblik kan indrykke en 4-siders annonce i en avis, så jeg håber på den lokale folkelige opbakning. Hvis nok stemmer til valget, bør Søren Pind og co. ikke kunne vinde, men det er svært for mig at komme så bredt ud som ministre og medie-kendisser,« siger Anders Jensen.

Han mener, at problemet med vandtrykket er begrænset og skal løses fra sted til sted.

Anders Jensen frygter desuden, at de venstre-støttede kandidater vil arbejde for en øget privatisering af Hofor.

»Der er rigtig dårlige erfaringer med at privatisere vandforsyningen i andre lande. Det går både ud over kvalitet og pris,« siger Anders Jørn Jensen.

Men det handler slet ikke om privatisering, siger Søren Pind, og kalder snakken for et spøgelse.

»Privatiseringsspøgelset manes kun frem for at skjule de mærkelige sager, HOFOR har været ude i, med dyre rejser og besøg på stripklubber,« skriver han i en mail.

Vandet skal være blødere

Anders Jørn Jensen stiller op med en ambition om at åbne Ladegårds Å og lave en grøn vand-infrastruktur, som kan supplerer de nuværende spildevandskloakker.

Han vil også arbejde for blødere vand, og det er et sted, hvor de to lejre kan mødes. De vil nemlig alle arbejde blødt vand, der betyder, at der er mindre kalk i vandet.Blødt vand mindsker forkalkningen af vandrør og hårde hvidevarer.

Man kan stemme frem til 3. april, hvor alle der bor i København eller en af omegnskommuner kan stemme på to kandidater hver. Du kanstemme ved at gå ind på www.hoforvalg.dk. Det kræver nemid at stemme.

- læs flere artikler > artikel oversigt...