Ny cafe åbner i Nørrebrohallen til maj

HAL-CAFE. Nørrebrohallen vil have ny cafe med lokalt engagement og priser, der passer til området.

Af Simon Reenberg

sre@minby.dk

KONCEPT: Cafeen i Nørrebrohallen har længe været lukket. Fra maj måned ser der nu ud til at blive lavet om på den sag.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har i hvert fald sendt retten til at drive cafeen i udbud.

»Jeg er 100 procent sikker på, at der nok skal komme et bud. Og jeg tror også på, at der kommer flere,« siger Besar Rakipi, der er daglig leder af Nørrebrohallen.

Han bygger blandt andet sin sikkerhed på, at der ved sidste udbudsrunde var flere interesserede, der gerne ville drive cafe i Nørrebrohallen.

Lokal lyst er vigtig

Den nye forpagter af cafeen åbner senest 2. maj, men ifølge Besar Rakipi kan det også godt blive i april.

I en udbudsrunde, som den der er i gang nu, opsætter Kultur- og Fritidsforvaltningen en række parametre, som de gerne ser opfyldt hos den nye forpagter.

Et af parametrene er blandt andet, at virksomheden er registreret som såkalt socioøkonomisk virksomhed.

Det betyder, at en del af overskuddet investeres i virksomheden selv, og at virksomheden gør en ekstra indsats i forhold til at ansætte folk, der har været væk fra arbejdsmarkedet i længere tid.

»Det er noget, der vejer tungt, når vi skal beslutte, hvem der skal drive cafeen. Det er selvfølgelig ikke det eneste, der er afgørende, men hvis du er en socioøkonomisk virksomhed, vil du stå bedre, end en der ikke er.

Kan man forestille sig, at en socioøkonomisk virksomhed kan vinde uden at have afgivet det højeste bud?

»Ja, det kan man godt,« siger Besar Rakipi.

Foruden typen af virksomhed, betyder det også noget, at det en forpagter, der vil gøre en ekstra indsats for lokalområdet.

»Vi ser gerne, at det er et koncept, der vil være med til at udvikle området. Det betyder for eksempel, at de gerne må lave større arrangementer, der kan samle borgerne. Det kan være fællesspisning eller visning af en landskamp,« siger lederen.

Priser må ikke være høje

Cafeen i Nørrebrohallen skal rumme mange forskellige mennesker. Herunder en del unge mennesker.

Derfor skal priserne heller ikke være så høje, at kvarterets unge ikke har råd til at komme der, siger Besar Rakipi.

»Vi kan ikke styre priserne helt ned i detaljen, men jeg kan garantere, at en sort kop kaffe ikke kommer til at koste 30 kroner,« siger han og understreger samtidig, at han håber, at cafeen også kan lokke forbipasserende til, som ikke nødvendigvis skal i hallen for at dyrke sport.

»Vi skal have livet i foyeren tilbage. Cafeen har altid været et samlingspunkt både for brugerne og for folk der kommer ind fra gaden. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at få cafelivet igen,« siger han.

Nørrebrohallen er i første omgang på jagt efter en forpagter for en 4-årig periode. Der er dog mulighed for forlængelse.

- læs flere artikler > artikel oversigt...