Nyt tiltag skal få flere psykisk sårbare i job

BESKÆFTIGELSE. Lokal virksomhed i Nordvest vil med en ny metode gøre en forskel for psykisk sårbare mennesker, der har svært ved at finde deres plads på arbejdsmarkedet.

Af Simon Reenberg

sre@minby.dk

NY TILGANG: Mere end 50 procent af de psykisk sårbare skal i arbejde eller uddannelse. Det er ambitionen i et nyt samarbejde mellem Hans Knudsens Instituttet i Nordvest og Human Recovery fra Odense. Sammen har de to stiftet virksomheden IPS Center Danmark.

IPS står for ‘Individuelt planlagt job med støtte’, og det individuelle forløb er netop kernen i den nye formel, der skal få mange flere psykisk sårbare i job eller uddannelse.

»IPS lyder måske banalt, men faktum er, at danske forskningsforsøg har vist, at mindst 50 procent af de mennesker med psykiske udfordringer, som fik støtte ud fra IPS-tilgangen, kom i job eller uddannelse. Det er et højt resultat sammenlignet med andre kendte beskæftigelsesindsatser målrettet psykisk syge,« forklarer Lars Olaf Nielsen, stifter og indehaver af Human Recovery i en pressemeddelelse.

I landsforeningen for psykisk sundhed, SIND, er landsformand Knud Kristensen positiv over for de to virksomheders ambition om at bruge IPS til at skabe et bedre arbejdsliv for de psykisk sårbare.

»Før i tiden mente man, at for at få folk med psykiske vanskeligheder ind på arbejdsmarkedet, skulle man først gøre en helt masse med deres sygdom. Når man havde gjort det, kunne man så placere dem på en arbejdsplads. Med IPS vender man det på hovedet og starter med at placere dem på en arbejdsplads, og så træner man dem, mens de er der,« siger han.

IPS er et amerikansk koncept, der er kommet til Danmark, og som blandt andet er blevet testet i Hjørring. Fælles for IPS konceptet er, at man starter med at finde en arbejdsplads eller et uddannelsessted, og så træner man folk, mens de er der. Den mere konkrete udformning kan variere fra sted til sted.

Der er penge at spare

Ifølge Knud Kristensen er den store forskel på den nye og den gamle tilgang til de psykisk sårbare, at IPS-metoden får dem hurtigere i job eller uddannelse.

»Den gamle tilgang har fungeret godt for nogen. Men hovedfordelen ved den nye er, at man kommer hurtigere i gang. Det her er en måde at imødekomme folks fornemmelse af at være en del af det virkelige liv, mens de får det bedre,« siger han og understreger, at IPS ikke er nogen mirakelkur, men at den vil kunne hjælpe flere.

Og skal man tro både SIND og de to aktører bag den nye virksomhed, IPS Center Danmark, så vil det ikke kun være en hjælp for de psykisk sårbare, samfundet vil også spare milliarder.

»Hvis vi kan få halvdelen af de cirka 70 procent af psykisk syge i beskæftigelse, kan vi opnå milliardbesparelser og samtidig hjælpe dem til et bedre liv,« forklarer Hans-Christian Jacobsen fra HKI, der med base i Nordvest er hyret af blandt andre Københavns Kommune til at hjælpe en række udsatte grupper i beskæftigelse.

»Jeg tror ikke, at det er billigt, men det kan sagtens være billigere end den gamle tilgang. Jeg tror, der er penge at spare, fordi man får bedre resultater, og dermed får flyttet flere fra overførsel til job,« siger Knud Kristensen.

Den ansvarlige borgmester for beskæftigelsesområdet, Cecilie Lonning-Skovgaard (V), tror, ligesom Knud Kristensen og Hans-Christian Jacobsen, at IPS både er det rigtige for de psykisk sårbare og det bedste for økonomien.

»Det er min overbevisning, at man som borger med skizofreni, bipolar lidelse eller tilbagevendende depression godt kan blive rask, mens man er i beskæftigelse og har en hverdag at stå op til, kolleger at møde ind til, og er en del af et fællesskab, frem for at man bliver isoleret fra arbejdsmarkedet og omverdenen, når man er syg,« skriver hun i en mail og tilkendegiver, at hun gerne vil »se på mulighederne for at investere yderligere i IPS-indsatsen«.

- læs flere artikler > artikel oversigt...