Skøjtebanen åbner ikke i denne sæson

IS. Skøjtebanen på Genforeningspladsen åbner ikke officielt i år. Det er dog stadig muligt at løbe på dele af den på eget ansvar.

Af Jan Diament og Simon Reenberg

sre@minby.dk

AFLYSNING: Først blev åbningen udskudt. Så blev den udskudt igen. Og i fredags kunne Kultur- og Fritidsforvaltningen så endeligt melde ud, at Nordens største skøjtebane på Genforeningspladsen ikke åbner i denne sæson.

»Det er selvfølgelig stærkt utilfredsstillende, at vi ikke får is på i denne sæson. Men banen skal stå der i mange år, så det er vigtigere, at vi finder en ordentlig løsning, end at vi forsøger at lappe på noget,« skriver Mads Kamp Hansen, fritidschef i Kultur- og Fritidsforvaltningen i et skriftligt svar til Nørrebro Nordvest Bladet og Vanløse Bladet.

Det er problemer med indfrysningen af skøjtebanen, der fortsat ’driller’, forklarer forvaltningen.

Det skyldes dels fejl i selve konstruktionen af skøjtebanen, som handler om den teknik, leverandørerne har benyttet.

»Og så har vejrguderne selvfølgelig heller ikke hjulpet med lunt vintervejr,« skriver kommunen. Gennemsnitstemperaturen for december 2017 er ellers lavere end de to foregående år. I 2017 lå den på 3,6 grader, mens den i 2016 lå på 4,4 og i 2015 på 6,4.

En af fordele ved at lægge skøjtebanen om skulle ellers være, at den kunne holde is en måned længere end den gamle skøjtebane kunne.

»Vi har fået en ekstern ekspert i køleanlæg til at vurdere sagen, og vi presser naturligvis på, alt hvad vi kan, for at få vores totalentreprenør på arbejdet til at løse problemet. Desværre skal der nok større ændringer af anlægget til, som først kan foretages efter vinteren,« siger Rasmus Brandt Lassen.

Byggechefen understreger, at det er entreprenørens ansvar at få banen til at virke, og at Byggeri København i øjeblikket afsøger mulighederne for at få dækket tab i forbindelse med problemerne. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Pladsen blev etableret i 1920, som et klassisk idrætsanlæg til blandt andet fodbold og atletik.

Siden er det traditionen tro blevet omdannet til skøjtebane i de kolde måneder.

20. maj 2017 stod det nye anlæg til 38 millioner kroner så klar med en 11-mands kunstgræsbane med indbyggede køleelementer, så den også kan fungere som skøjtebane. Den nye løsning skulle angiveligt være mere energieffektiv og dermed spare kommunen for penge.

Fodboldspillerne har allerede taget kunstgræsset i brug, men skøjteløberne må vente til næste sæson.

Der er dog nogle, der gør brug af skøjtebanen, og langsiderne skulle fungere efter hensigten, mens det er »blødere« i svingene. Derfor kan man godt skøjte på banen på eget ansvar.

Forvaltningen fortæller, at de vil fortsætte med at køle banen ned vinteren ud, selvom den ikke virker optimalt. Det gør de, så de fortsat kan undersøge, hvad der er gået galt.

- læs flere artikler > artikel oversigt...